Morten Friis fra den succesfulde danske duo, Safri Duo, var netop hjemvendt fra stor koncert i Norge for at deltage i festivallen på Møllerup Gods. 

Møllerup Gods gentager publikumssucces

Møllerup Gods inviterede for 4. gang indenfor på hovedbygningen i forbindelse med Klassiske Koncerter i Djurs og Mols.

Det var et meget begejstret publikum som mødte op til koncert arrangeret af Klassiske Koncerter i Djurs og Mols med Møllerup Gods som værter. De seks internationale musikere fra Tokyo, Sverige, Norge, Kroatien og Danmark, talte heriblandt Morten Friis fra den danske succes duo, Safri Duo. Morten Friis ankom direkte fra en stor koncert i Norge, og skiftede straks til baroktrommer med blødt skind, og til det mere intime format til koncerten på Møllerup Gods. 

Møllerup Gods formår endnu en gang at tryllebinde publikum med de kulturhistoriske rammer i idylliske Nationalpark Mols Bjerge.

- Vi vil rigtig gerne være en kulturfrontløber, som inviterer til koncerter og større arrangementer. Vi har lige afholdt Verdensballet for et rekordstort publikumsantal på over 1.700 gæster, så vi har bevist, at vi kan afvikle så store arrangementer, siger en begejstret Anne Sophie Gamborg, som håber på flere arrangementer i fremtiden på familiens gods.

- Det er vigtigt for vores egn, at vi kan tiltrække både lokale, men også gæster og turister udefra. Vi skal vise, at vi kan noget kulturelt på Mols, så vi kan skabe vækst og udvikling, fortsætter Anne Sophie Gamborg, som er spændt på, hvad det næste tiltag på Møllerup Gods bliver.

Interessen fra det begejstrede publikum var enorm, og ønsket om at få gruppen tilbage til festivallen var også stor.

- Det er et ganske særligt arrangement, fordi vi åbner op til vores private hjem. Det er rigtigt dejligt, når vores gæster begejstres, og ønsker at komme tilbage – både for at opleve Møllerup Gods, men også fordi vores arrangement faldt i god jord, siger Anne Sophie Gamborg.