Verdensstjerner kommer til Møllerup Gods

En række af verdens største balletstjerner kommer til Danmark, når Verdensballetten for 4. år i træk præsenteres på Møllerup Gods. Det er den anerkendte solodanser og kunstneriske leder Steven McRae, som leder årets forestilling, hvor der også er nye ansigter med. 

- Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at Xander Parish medvirker i dette års Verdensballet. Han er fantastisk dygtig, og vi er meget beæret over, at have ham med i forestillingen, siger godsejer Anne Sophie Gamborg, som glæder sig til at præsentere dette års forestilling.

Xander Parish er uddannet fra The Royal Ballet School i London, og har siden 2010 været en del af Mariinskij Balletten i St. Petersborg – som den først englænder nogensinde. Siden har han danset en lang række hovedroller i bl.a. Svanesøen, Tornerose, Nøddeknækkeren, Romeo & Julie og Sylfiden.

- Jeg ser meget frem til, at være en del af Verdensballetten. Det er en stor ære for mig, at være en af de optrædende, udtaler en spændt Xander Parish. Han skal sammen med Melissa Hamilton fra The Royal Ballet, som også er et nyt ansigt ved Verdensballetten, opføre Pas de deux, hvid svane fra Svanesøen og Asphodel Meadows. En ballet som blev skabt til The Royal Ballet i London i 2010.

- Det er helt unikt, at vi kan få disse stjerner til Danmark. Det er kunstnere, som meget sjældent kan opleves i Skandinavien, og nu har vi endda samlet syv af de allerbedste til at optræde samme aften, siger operasanger Jens-Christian Wandt, der også fungerer som arrangør og initiativtager.

Verdensballetten præsenterer det ypperligste indenfor ballettens verden, både fra det klassiske og moderne repertoire. Danserne er alle tilknyttet The Royal Ballet of London, som er et af verdens mest prestigefyldte balletkompagnier.

På scenen får danserne bl.a. selskab af Kgl. operasanger Peter Lodahl, som er vant til at begå sig på verdens fineste operascener. Hans repertoire spænder vidt fra italienske operaer til Bach’s passioner, Mozart og danske romancer. Sidste år blev han af Dronning Margrethe benådet med Ridderkorset. 

Danske Peter Lodahl er verdenskendt operasanger, og er vant til, at begå sig på de fineste scener rundt om i verden. 

- Vi er meget heldige, at vi kan få en operasanger som Peter Lodahl med til Verdensballetten. Han er i verdens allerbedste liga, og vi kan virkelig vente os en mindeværdig oplevelse i år, siger Anne Sophie Gamborg, som er meget begejstret for dette års program for Verdensballetten, og pointerer, at man ikke nødvendigvis skal søge mod udlandet for at finde internationale superstjerner – vi har dem også i Danmark.

Et velkendt ansigt ved Verdensballetten er den kun 29-årige norsk-engelske violinist Charlie Siem, som har optrådt ved Verdensballetten flere gange. Han har netop udgivet sit 4. album, ”Under the stars”, og udover at være en efterspurgt violinist, er Charlie Siem også en af verdens mest eftertragtede modeller, for bl.a. Armani, Hugo Boss og Dior.

- Jeg glæder mig meget til at optræde med Verdensballetten i Danmark. Det er som en stor familie, når vi er sammen, og Danmark er så smukt et land. Derudover har jeg flere venner i Danmark, som jeg også glæder mig til at se, siger en meget forventningsfuld Charlie Siem, som ser frem til endnu en gang at spille på Møllerup Gods d. 10 juli. 

Den verdenskendte violinist Charlie Siem optræder igen i år ved Verdensballet på Møllerup Gods. 

Program for Verdensballetten 2015

Kl. 16.30 åbner området med Picnic i Parken

Kl. 16.30 åbner baren med lokale specialiteter i form af mad og drikke samt kaffe og kage

Kl. 17.00 er der rundvisning på Møllerup Gods (varighed ca. 30 minutter) 

Kl. 18.00 optræder Aarhus og Randers Balletskoler med uddrag fra deres afslutningsforestilling 

Kl. 20.00 Verdensballet 2015 forestillingen